­
BUSHI KARATE & COMBAT SPORT

 - God SKIEF EM optakt for Bushi kæmperne...

- 16 kæmpere havde Bushi i weekenden sendt til Bushido Open i Helsingborg, Sverige og det blev en stor dag for klubben. Således fik klubben 5 guld, 3 sølv og 2 bronze med hjem. Klubbens Sensei var efter stævnet et stort smil over alle de flotte præstationer hans kæmpere havde præsteret og den fantastiske måde kæmperne repræsenterer klubben. Alle klubbens kæmpere og deres bagland ynder stor respekt fra andre klubber, på grund af den gode sportsånd de udviser.
 
Det store højdepunkt var klubbens Kadet holds finalekamp mod Hørsholm, hvor der virkelig blevet gået til stålet. Det var på alle måder en medrivende kamp hvor der blev givet og taget mange hårde knubs. En holdkamp består af 3 kæmpere, der hver kæmper èn kamp. Bushi’s hold bestod af Alexander Derrett, Thomas Rytter Meisner, Rasmus V. Mortensen og som reserve Frederik Bengtson med.

- Flot line-up af Bushi`s kæmpere -


- En del af Bushi’s succesfulde trup ved årets Bushido Open i Helsingborg -

- Efter 3 utroligt tætte og spændende kampe var der fuldstændig lighed, med en sejr til hvert hold og en uafgjort kamp og da der var scoret lige mange point af begge hold henover de 3 kampe, måtte der en omkamp til, for at afgøre holdkampen. Her vælger hvert hold en kæmper der skal kæmpe igen. Her valgte Bushi Rasmus V. Mortensen, da der var enighed om at han var holdet stærkeste kæmper på dagen, og derfor ham der skulle kæmpe den afgørende kamp. Rasmus viste at det var en god beslutning, da han lige havde det våben der skulle til og han bragte sig foran 6-1. Det var modstanderen ikke glad for, så han gik over til lidt hårdere metoder og det lykkedes ham at slå Rasmus kæbe af led. En indædt Rasmus, bad dog bare højlydt stævnelægen om at sætte den på plads og gik tilbage i fighten og afgjorde det hele til Bushi-Drengenes fordel. En fantastisk guldmedalje til klubben.
 
Amalie Bengtson havde startet dagens medaljehøst da hun vandt guld i pigernes gruppe for 10 årige. Amalie var helt suveræn og kørte en meget flot og sikker sejr hjem. Således vandt hun sikkert i finalen med 5-0 over en kæmper fra Ishøj. Igen viste Amalie at hun har det der skal til for at nå rigtig langt og det bliver spændende at følge hende fremover.

- Victor Jay sætter scoring og vinder Guld -


- Amalie Bengtson bliver sparket
men sætter en kontrascoring -

 

- Victor Larsen vandt ingen medalje, men han var en af dem der viste at nye kæmpere står klar i kulissen -

- Thomas Rytter Meisner havde comeback efter 18 måneders stævnepause pga. en rygskade, og sikke et comeback det blev. Thomas gik hele vejen i Kadet +70 kg klassen og tog en meget fortjent guldmedalje. Det var meget svært at se at han havde haft så lang en pause, for det lignede en kæmper der var toptrimmet og med masser af kamperfaring der var på Tatamien (måtten).
 
Andreas Schwartz gjorde ligeledes comeback, han har været uden stævne aktivitet siden september sidste år og også her blev der tale om et super comeback. Andreas kæmpede i junior –68. kg og heller ikke her var det til at se at manglede kamptræning, snarere tværtimod, da Andreas viste teknikker som vi ikke har set ham beherske før. Han kunne efter 3 intense kampe få guldet om halsen.
 
Sidste guldmedalje til Bushi blev vundet af Victor Jay i junior –61. kg. Victor er klubbens showmand, som behersker de mest spektakulære teknikker og hans viste også glimt af disse på vejen til finalen. I finalen mødte han en dansk landsholdskæmper med meget stor international erfaring, men det kunne ikke imponere Victor. Victor dominerede kampen og kom foran 1-0, men det lykkedes for modstanderen at få udlignet i slutsekunderne og kampen skulle derfor afgøres af dommerne med flagkendelse. Her trak Victor flest og dermed blev også han vinder af Bushido Open.
 
De 3 sølvmedaljer blev vundet af Rasmus V. Mortensen Kadet –63. kg, Alexander Derrett Kadet –70. kg og junior holdet bestående af Victor Jay og Andreas Schwartz. Bronzemedaljerne blev vundet af 8 årige Freja Mainz Bendtsen og Daniel Stauning der kæmpede på et mixhold sammen med Ishøj Karateklub.
 
Med under en uge til at flere af Bushi’s talenter skal kæmpe ved stilarts EM i Dresden, Tyskland er selvtilliden hos kæmpere og  klubbens  Sensei Erling Marcussen høj og det bliver spændende at se om de kan omsætte selvtilliden til EM medaljer. Dagsformen er i hvert fald på plads, kan man konstatere efter weekendens imponerende præstationer.
 
Foto: Frank Backer.

../j.m.

- Andreas Schwartz med et flot spark og 2 point på kontoen -
- Rasmus v. Mortensen`s hænder lyner igen og igen -
- Et andet nyt talent er Emil Hansen som her forsøger sig med et højt spark, kom dog ikke til medalje -
­