- Opgøret med selvværdsbevægelsen... 
Af Peter Münster..

"Slut med anderkendelse. Nu skal dit barn presses"

FORHINDRINGSLØB: “Det værste, man som forældre kan gøre, er at beskytte sine børn mod at fejle,” siger en Amerikansk forfatter, der har taget et opgør med selvværdsbevægelsen og "Curlingbørn".

- Derfor skal du læse denne historie...

 I USA har to forfattere taget et opgør med det, de kalder for selvværdsbevægelsen – Altså forældre, der går langt for at undgå et knæk på deres børns selvværd. Nu er opgøret mod selvværdsbevægelsen nået Danmark med to nye bøger om, at børn og unge skal arbejde hårdt, mærke pres og lære at tackle nederlag.

Da vi for nylig diskuterede gymnasiereformen dukkede ordet “Nederlag” op flere gange. Vi skal skåne de unge for nederlaget ved, at de ikke kan komme ind på gymnasiet. Vi skal skåne dem for nederlaget ved, at de ikke kan gennemføre gymnasiet. Vi skal skåne dem for nederlaget ved, at de vågner op med en elendig gymnasieeksamen, de ikke kan bruge.

Børn og unge har med andre ord bedst af at undgå det, der er svært. Deres selvværd må ikke slides ned af skuffelser. De skal, groft sagt, anerkendes, ses og roses frem i verden. Det vi populært kender som "Curlingbørn"

- Dét syn på børneopdragelse har de to amerikanske forfattere Po Bronson og Ashley Merryman, efter at have læst sig gennem bjerge af forskning om hjernen og børns udvikling, døbt the self-esteem movement, på dansk selvværdsbevægelsen. Med bevægelsen har konkurrencer fået et dårligt ry, kritik er erstattet med velment ros, og følelsen af pres bliver anset for at være uhensigtsmæssig for barnets udvikling.

Lad os se på et eksempel. I 2013 fortalte Po Bronson og Ashley Merryman i et amerikansk tv-show på tv-kanalen PBS om en børnefodboldklub i San Francisco, hvor forældrene, der også fungerede som trænere, ikke talte de mål, børnene scorede. Årsagen var, at børnene skulle skånes for oplevelsen af at tabe.

Men, argumenterer de to forfattere, den udbredte grad af hensyntagen er at gøre børnene en kæmpe bjørnetjeneste.
Som Po Bronson siger: “Når vi fratager børnene oplevelsen af at tabe, fordi vi tror, at det giver dem ar på sjælen, så har vi gjort det at tabe så tabubelagt, så unævneligt, at det i stedet bliver mere skræmmende for børnene.”

De to forfatteres opgør med selvværdsbevægelsen begyndte i 2009 med bogen NurtureShock og fortsatte i opfølgeren Top Dog fra 2013. I bøgerne gennemgår forfatterne blandt andet, hvordan forskning viser, at når vi roser børn for deres begavelse, så lærer de ikke at gøre en ekstra indsats, at tackle fejltagelser og at håndtere det, der er svært. Når forældre i stedet roser børn for deres indsats, så giver de børnene en variabel, de kan kontrollere. Når indsatsen er det, der tæller, så giver forældre deres børn en chance for at fejle, vide, at det er helt i orden at fejle, og at det er fejlene, der gør dem klogere. Det betyder, at konkurrencer, oplevelsen af at tabe, og af det, der er svært, ikke nødvendigvis er potentielle knæk, men en mulighed for at blive endnu bedre.

Man kommer til at tænke på Po Bronson og Ashley Merryman, da bogen "Klog er noget du øver dig på" af Sofie Münster for nylig udkom. Den bog lægger sig i sporet af det opgør med selvværdsbevægelsen, som Bronson og Merryman har begyndt. Sofie Münster har med sin udgivelse skrevet sig ind i et dansk forsvar for, at evner ikke er noget, vi er født med, men frugten af slid, selvkontrol og fejltagelser. En tredje bog, nemlig tidligere håndboldlandstræner Ulrik Wilbek og talentchef i Dansk Håndboldforbund Claus Hansens bog om talent, der også udkom for nylig, argumenterer også for, at vi ikke fødes som talenter. Øvelse, pres og nederlag er med til at skabe talent. Meget tyder på, at et opgør med selvværdsbevægelsen bølger ind over vores lille land.

•     Bonusinfo. “At være forældre handler ikke bare om tryghed og sikkerhed. Det handler om at udvide dit barns comfort zone. Et barn har brug for at føle sig tryg, men derefter er det ok for en forælder at skubbe barnet ud på usikker grund.” Po Bronson, forfatter, til CNN...

- Lad os først ridse op, hvad Sofie Münsters bog handler om:

Sofie Münster, der er tidligere direktør i LøkkeFonden, har set på forskning, der viser, hvordan børn lærer at blive dygtige til noget. Hun lægger sig i slipstrømmen af den skole, der argumenterer for, at du først bliver god til noget, når du har øvet dig på det i 10.000 timer. For alvor at mestre noget kræver øvelse og atter øvelse, samt en selvkontrol, der kan bære det hårde/kedelige/svære i livet. Derudover skal børn lære, at pres, ubehag og usikkerhed bare er tegn på, at de er i gang med at blive klogere. Det, der er svært at lære, lagres bedre i hjernen, og pres, ubehag og usikkerhed hører med til det at lære. Det betyder, argumenterer Sofie Münster, at forældre – hver gang de skåner deres børn for pres, usikkerhed og manglende lyst – faktisk dermed også indprenter i børnenes hjerner, at alt det, der er svært, ikke er noget for dem.

Det betyder ikke, at børn skal håndtere pres alene. Det afgørende er, hvordan forældre lærer børn at reagere på presset. Sofie Münster fremhæver, at forskning viser, at pres gør os mere modige, mere fokuserede, mere motiverede og giver os mere energi (det er netop også, hvad Bronson og Merrymans Top Dog handler om). Vi kan lære børn, at de kan tage kontrol over presset. Lære dem, hvordan de skal reagere på presset. Og lære dem at turde gøre noget andet end det, de plejer og det, som føles nemmest. De skal lære, at svært er bedre end let.

Münster gentager mantraet fra det amerikanske opgør med selvværdsbevægelsen: Selvværd er ikke nøglen til at klare sig godt. Det er en misforståelse. Selvværd styrkes, når børn flere gange oplever, at de kan noget, som de egentlig ikke troede, de kunne. Usikkerhed, pres og endda snerten af nederlag hører med til at komme igennem det, der er virkelig svært. På den måde er pres, usikkerhed og nederlag med til at bygge børns selvværd op. Ikke omvendt.

Münster refererer som Merryman og Bronson til forskning om ros. Vi skal rose børn for deres hårde arbejde, ikke for deres evner. Når børn undgår de svære opgaver, gør de det af frygt for at fejle, og de risikerer at gå i stå, når de støder på udfordringer.

Roser vi derimod børnenes indsats, så lærer børnene, at det, der virker svært, blot er et spørgsmål om mængden af hårdt arbejde. Ikke et spørgsmål om at være klog eller ej. Det giver børn mod på at kaste sig ud i svære opgaver, og det lærer dem at sige: Det her kan jeg ikke – endnu.

Den lektie, som Münster ønsker, at forældre og børn tager til sig, er, at hjernen kan lære næsten alt. At når det føles svært, så er det tegn på, at hjernen er i gang med at vokse. At fejl hjælper os til at se, hvad vi har brug for at øve os på, og hver gang vi har øvet os, bliver hjernen stærkere, præcis som en muskel. Derfor kan vi selv bestemme, hvor kloge vi gerne vil være. Hvilket jo er en dejlig optimistisk og anti-deterministisk måde at anskue tingene på. Sofie Münster har endda nogle helt konkrete forældresvar til fri afbenyttelse:

    - Når barnet kommer hjem med en opgave fra skolen, der ikke er gået godt, så er det gode forældre-svar: Hvad kan du gøre bedre næste gang?
    - Når barnet synes skolen er kedelig, er det gode svar: Hvad kan du gøre, for at timen bliver mindre kedelig?
    - Når børn siger: ‘Jeg gider ikke’, er det gode svar: Du behøver ikke gide. Hvad kan du gøre for at komme i gang?

Forældre kan altså støtte børnene i at møde det, der er svært, uden at fratage dem følelsen af ubehag, usikkerhed og pres og lære dem, at de selv har kontrollen over resultatet med den indsats, de yder. De er ikke bare født dygtige eller ikke-dygtige. De kan gøre sig dygtige.

• Bonusinfo. “Det værste, man som forældre kan gøre, er at beskytte sine børn mod at fejle.” Ashley Merryman, forfatter, til CNN...

Ovenstående har et ekko i en helt anden bog, der netop er udkommet, nemlig håndboldtrænerne Ulrik Wilbeks og Claus Hansens Talent. Den handler om at finde, udvikle og arbejde med unge sportstalenter. De to bøger adskiller sig naturligvis på mange måder. Sofie Münsters trækker på forskning, Wilbek/Hansen trækker på anekdoter og erfaring fra sportshallen. Men prøv at se på dette citat om de dygtige fra Wilbek/Hansens bog.

• Påstand: “Hvis vi ikke stiller krav til talentet, og i stedet forkæler dem, så bliver vi dem, der graver talentet ned, fordi vedkommende bliver understimuleret. Og er talentet ikke i stand til at leve op til kravene, så vedbliver han med at være et talent og slår ikke igennem. Eller måske har han i virkeligheden aldrig været et talent. For at have evner, du ikke udnytter, er vel ikke særlig talentfuldt?” Wilbek / Hansen...

Wilbek og Hansen taler om tålmodighed, selvindsigt og ansvar for egen læring. Når man får besked på, at noget ikke er godt nok, gælder det om at øve sig, så det bliver bedre, eller finde ud af, hvordan man kan gøre det anderledes. De taler om at stille krav og om at møde modstand. Wilbek og Hansen refererer til en liste fra den svenske håndboldlandstræner Roger Carlsson. Listen nævner det, der kendetegner de talenter, der nåede toppen. Punkt nummer seks på listen lyder: “De var mindre vant til at vinde, oplevede flere nederlag og lærte måske derfor at håndtere modstand.”

Og således er ringen sluttet. Vi er tilbage, hvor vi begyndte. Vi er tilbage ved spørgsmålet om, hvorfor børn ikke må opleve nederlag. Wilbek og Hansen mener, at nederlag fører dem til tops. Münster mener, at øvelse, fejltagelser og oplevelsen af pres er afgørende for at blive klogere. Begge bøger argumenterer for, at vejen frem er hård træning og en voksen på sidelinjen, der spørger: ’Hvad kan du gøre bedre næste gang?’

Kilde: Af Peter Münster på Zetland.dk - Link til artikel her >>