­
BUSHI KARATE & COMBAT SPORT

- Tiger Cup i Solrød...

- Mens flere af Bushis erfarne kæmpere var til WIKF Europamesterskaber i Holstebro, var en lille gruppe af sted til Tiger Cup i Solrød. Bushi havde 7 kæmpere med. Formiddagen stod på Kata (figurøvelser), og der var tre kæmpere i kamp. Det gik dog ikke som håbet og alle 3 måtte se sig slået i første kamp.

Eftermiddagen stod på Kumite (frikamp). Første kæmpere var Andreas Juul Larsen og Viktor Emborg der stillede op i drenge 11 år. Andreas vandt sikkert semifinalen 4-1 efter at have styret kampen fra start til slut. I finalen skulle Andreas og Viktor møde hinanden.

Viktor kom hurtigt foran 2-0, men Andreas ville det anderledes og fik udlignet så kampen endte 2-2. Derfor skulle de 3 dommere afgøre det med en flagkendelse, hvor Viktor løb med sejren og guldmedaljen.

tigercup 15 01- Lineup ved Tigercup 2015 -

tigercup 15 02- De glade deltagere ved Tigercup -

- Derefter var det Anna Koefod Larsen og Freja Mainz Bendtsen der skulle kæmpe i kategorien piger 10år. Anna lagde ud med at vinde første kamp i sikker stil. I anden kamp tabte hun 3-0 til den senere vinder. I kampen om bronze tabte Anna 2-0, og endte trods 3 gode kampe på 5.pladsen. Freja vandt sine to første kampe i en sikker og kontrollerende stil 2-1 og 3-0. I finalen kæmpede Freja også flot, men tabte på flagkendelse, efter at kampen var endt 1-1.  
Mads Mainz Bendtsen kunne i kategorien drenge 12 år, glæde sig over en flot bronzemedalje. Den første modstander var syg, så derfor trådte Mads direkte ind i semifinalen, mod en modstander han tidligere har tabt stort til. Trods dette gik Mads ud og kæmpede en rigtig flot kamp der endte 1-1. Desværre tabte han på flagkendelse. I bronzekampen viste han igen at de mange træningstimer bærer frugt, og han vandt en sikker sejr på 4-0.

Bushi’s yngste kæmper Malou Thalsøe stillede op i piger 6-8 år. Det var hendes blot andet stævne med det var på ingen måde til at se. Malou lagde ud med at vinde 8-0 i første kamp, og skulle kun bruge 37 sekunder på det. I anden kamp lagde Malou ud som i første kamp, og var hurtigt foran 3-0. Modstanderen svarede dog hurtigt igen, men efter to scoringer mod sig, stak Malou igen af og vandt sikkert 8-3. Da Malou havdeværet lidt små syg op til turneringen, var kræfterne sluppet op efter de 2 kampe. Til stor ærgrelse for både Malou og hendes modstander, måtte hun trække sig, men kan se tilbage på en rigtig flot turnering og en rigtig flot sølvmedalje.

Sidste kæmper fra Bushi var Tiffany Thalsøe i piger 13 år. Trods en hård lodtrækning og en stærk modstander i første kamp, viste Tiffany at hun kan kæmpe med. Hun kæmpede en flot kamp, og var i høj grad med til at gøre det til en god kamp, den endte med et nederlag på 7-0. Da hendes første modstander kom i finalen og vandt kategorien, skulle Tiffany kæmpe opsamlingskamp. Her mødte hun også en mere rutineret modstander, og tabte efter endnu en flot kamp med 3-0.


/pmb

­