­
BUSHI KARATE & COMBAT SPORT

- Ja, nu viser det sig at et morgenæg er at foretrække...


Er du bange for at spise æg?
Den gode nyhed er, at uanset om du spiser buræg, frilandsæg, skrabeæg eller økologiske æg, så er de lige sunde!

I mange år har æg været omtalt som et levnedsmiddel, der generelt ikke skulle spises for meget af, og hvis man har forhøjet kolesterol, så er der en begrænsning. Denne begrænsning er stille og roligt hævet så man kan spise flere æg. Anbefalingen siger nu at man max. ved forhøjet kolesterol kan spise 4-5 æg pr. uge. Altså det som svarer til indholdet i en almindelig varieret kost. Æg har desuden et højt indhold af protein og af blandt andet D-vitamin, så der er mange gode begrundelser for at spise æg stort set dagligt.

Æg til morgenmad hjælper dig resten af dagen:
Vil du undgå træthed og chokoladetrang sidst på eftermiddagen, kan det være din morgenmad, du skal lave om på. En ny undersøgelse viser nemlig, at du ved at spise et til to æg allerede om morgenen kan forebygge behovet for et midlertidigt energi-boost senere på dagen.

Forskere fra Cambridge University har undersøgt hvordan forskellige næringsstoffer påvirker hjernecellerne og fandt, at æggehviders proteinsammensætning er særligt effektiv til at stimulere cellerne. Det betyder, at stoffet orexin frigives i hjernen, hvilket er med til at holde os friske og energiske.

"Det spændende er, at vi ved at spise forskellige fødevarer har en rationel måde, hvorpå vi kan aktivere udvalgte hjerneceller til at være mere eller mindre aktive", siger forsker Dr. Denis Burdakov om resultaterne.

Æg slanker:
Forskningsprojektet viser, at æggets indholdsstoffer er langt mere effektive til at holde dig frisk og oplagt end de kulhydrater, der findes i kiks, chokolade og slik. Samtidig kan ægget være med til at hjælpe dig med at holde den slanke linje.

Dr. Burdakov anbefaler, at man starter dagen med et æg frem for et stykke brød med marmelade. For selvom de to spiser ifølge undersøgelsen indeholder lige mange kalorier, vil æggeproteinet have den virkning, at det sætter din krop i gang med at forbrænde flere kalorier.

Udover de slankende proteiner indeholder æg mange sundhedsfremmende stoffer, der gør spisen til et oplagt valg, hvis du vil forbedre dine kostvaner.

"Æggeblommen indeholder rigtig mange vitaminer, mineraler, og ud af de otte essentielle aminosyrer vi skal have hver dag, indeholder ægget syv af dem, så der er fantastisk mange gode ting i ægget", oplyser Slankedoktor.dk

Kolesterolmyten er død:
Er det hensynet til dit kolesteroltal, der afholder dig fra at skifte ostemaden ud med et blødkogt æg, er der heller ikke her noget at være bekymret for. De fleste nye undersøgelser peger nemlig på, at forhøjet kolesteroltal ikke hænger sammen med, hvor mange æg du spiser. Danmarks Tekniske Universitet konkluderede for nylig, at sunde mennesker ikke får en øget risiko for hverken hjerte-karsygdomme eller type-2 diabetes, hvis de spiser seks til syv æg om ugen. Også den britiske Sundhedsstyrelse har for kort tid siden offentliggjort studier, der afviser sammenhængen mellem hjertesygdom og kolesterol i æg.

"Det er kun hos ganske få mennesker, at det naturlige kolesterol, som æg indeholder, kan give for højt kolesteroltal. Og derfor skal vi ikke fravælge ægget. Nærmere tvært imod. Som udgangspunkt synes jeg ikke, at man skal tænke så meget over, hvor mange æg, man spiser på en uge. De skal blot indgå i en sund og varieret kost".

KILDE og billede: Slankedoktor.dk
­