| - Hjernen på en topatlet... De kvaliteter, der fastsætter en stor atlet ud fra resten af os ligger ikke bare i musklerne og lungerne, men også mellem ørerne. Det er Dette fordi atleter er nødt til at træffe komplicerede beslutninger lynhurtigt. Et af de mest spektakulære eksempler på at den atletiske hjerne arbejder på tophastighed kom i 2001, da Yankees var i en American League playoff kamp med Oakland Athletics. Det lykkedes Shortstop Derek Jeter at få fat i en vildfaren bold, der kommer ind fra højre felt, og derefter forsigtigt kastede bolden til catcher Jorge Posada, der taggede baseløberen lige før homerun pladen. Jeter`s hurtige beslutning reddede spillet og serien for The Yankees. For at klare spillet, måtte Jeter kunne træffe hurtige beslutninger så som, hvem skal opfange kastet og i hvilken retning. Dette er den slags tanker han må tage hvert sekund af spillet, hvor meget vægt skal der lægges på den fod, hvor hurtigt skal han rotere i håndledet når han sende bolden af sted, og så videre. I de senere år er hjerneforskere begyndt at katalogisere de fascinerende forskelligheder mellem normale hjerner og hjernen på store atleter. Ved at forstå hvad der foregår i hjernen på de store atleter, håber forskere at kunne lære mere om funktionen af alle hjerner – både sportsatleter og de mere dovne hjerner. |
 - En atlets hjerne reagerer hurtigere - |
| - Som Jeter`s eksempel her viser, er en atlets aktivitet meget mere end blot et sæt af automatiske reaktioner. De er en del af en dynamisk strategi at beskæftige sig med en altid skiftende blanding af indviklede udfordringer. Selv sportsaktiviteter som ser ud til at være ret ligetil, som f. eks pistol skydning er overraskende komplekse. En skarpskytte peger bare direkte på målet og skyder, og alligevel kalder hvert skud på mange hurtige beslutninger, så som hvor meget skal albuen bøjes og hvor meget skal skulder musklerne spændes. Da skytten ikke har perfekt kontrol over sin krop, kan den mindste ubalance i en del af armen, koste mange små justeringer i andre dele af armen. Hver gang han løfter sin pistol, må han lave en ny beregning af hvilke bevægelser der er nødvendige for et præcist skud, ved at kombinere tidligere erfaringer med hvad han oplever af variationer lige i øjeblikket. For at forklare hvordan hjernen træffer disse flyvende beslutninger, gennemgik Reza Shadmer og John Krakauer begge studier, hvori hjernen fra raske personer og hjernen fra hjerneskadede personer som havde problemer med at styre bevægelserne blev scannede. De fandt ud af at adskillige dele af hjernen samarbejder for at beregne den nødvendige kropslige aktivitet. Hjernen begynder med at sætte sig et mål: - Tag gaflen op, eller: Levér tennis serven, så kalkulerer hjernen den bedste aktivitet der skal til for at nå målet. Når hjernen starter med at udstede kommandoer, begynder den også at forudsige hvilke reaktioner der skal komme tilbage fra kroppen hvis den opnår målet. Hvis disse forudsigelser ikke matcher de aktueller præstationer, begynder hjernen at revidere sin plan for at mindske fejl. Reza´s og John´s forskning tyder på at hjernen ikke kun udsteder stive kommandoer, den opdaterer også løbende dens forslag på problemet med at bevæge kroppen. Atleter kan præstere bedre end os almindelige mennesker, fordi deres hjerne kan finde bedre løsninger end vores gør. For at forstå hvordan atleter lander med bedre løsninger, har hjerneforskere lavet eksperimenter hvor atleter, kontra ikke-atleter har udført den samme opgave. For nylig har forskere fra Universitetet i Rom ind rapporteret resultater fra et studie i hvilket de har målt hjernebølger hos Karate mestrer og almindelige mennesker. I hvile med lukkede øjne, og sammenlignet dem. Det viste sig at karate mesteren udsendte stærkere alpha bølger, hvilket indikerer en rolig tilstand. Denne opdagelse viser at en atlets hjerne kan sammenlignes med en bil i tomgang som kan accelerere til topfart på et splitsekund. |
 - Menneskets hjerne er meget god til at tilpasse sig - |
| - Det Italienske team har også målt hjernebølgerne på atleter og ikke-atleter i aktion. I et eksperiment observerede forskerne pistol skytter mens de affyrede 120 skud. I et andet observerede de fægtere som balancerede på en fod. I begge forsøg landede forskerne med præcis samme resultat: At atleters hjerne var mere afslappet, hvilket betyder de behøvede ikke bruge så meget hjerneaktivitet til deres motor (krop) som ikke-atleter. Grunden til dette er at hjernen på atleter er mere effektiv og dermed kan de præstere de ønskede resultater ved hjælp af færre neuroner end ikke-atleter. Del Percio´s forskning tyder på at jo mere effektiv hjerne, jo bedre kan den performe i sport. Forskerne fandt også ud af at pistolskytternes hjerne var mere rolig når de ramte målet end hvis de skød ved siden af. Gode gener tæller nok for en del af forskellene i evner, men selv den mest genetisk heldige- har brug for træning- masser af den- for at udvikle en atlet hjerne. Lige så snart en person begynder at træne en ny sport, begynder hjernen at ændre sig, og ændringen fortsætter i årevis. Forskere på et Universitet i Tyskland dokumenterede processen ved at scanne folk samtidig med at de skulle lære at jonglere. Efter en uge, var jonglørerne allerede begyndt at producere mere grå substans i nogle hjerne områder. Forskerne fandt ud af at jonglørernes hjerne fortsatte med at ændre sig over flere måneder. Selv om praksis ændrer hjernens anatomi, hjælper det også forskellige områder i hjernen til at samarbejde og ”tale” sammen. Nogle neuroner styrker deres forbindelser til andre neuroner og andre neuroner mindsker deres forbindelse. Tidlige neuroner i fronten af hjernen er meget aktive, denne region er vital for top-bund kontrol, hvilket gør os i stand til at fokusere på en opgave og overvejer forskellige reaktioner. I praksis vokser hjerne fronten meget langsomt. Vores forudsigelser bliver mere hurtige og præcise, så vi ikke behøver så megen forsigtighed og overblik over hvordan vi skal reagere. For mange år siden undersøgte Mathew Smith og Craig Chamberlain fra University of Northern Colorado, forbindelsen mellem cortex og atletiske evner. De havde eksperter og utrænede boldspillere til at drible med en bold igennem et slalom felt af kegler. Samtidig blev spillerne bedt om at holde øje med en storskærm på endevæggen for at sige til når en bestemt figur kom op på skærmen. Selv med denne ekstra opgave, kunne de trænede spillere drible næsten med samme fart som normalt. De utrænede spillere gjorde det endnu værre end da de ikke var distraherede af at hole øje med skærmen. Uligheden viste at det krævede ikke noget særligt fra de trænede spilleres cortex, den kunne stadig holdes fri til andre udfordringer. Når hjernen på atleter bliver mere effektiv, lærer de at finde logik i en ny situation hurtigere. I cricket f.eks. kan en Bowler kyle en bold med 100 km i timen, hvilket giver gærdespillerne kun et halvt sekund til at registrere boldens retning. I 2006 løb et eksperiment for at se hvor hurtigt en medspiller kunne opfange en Bowler´s kast. Til dette eksperiment havde de valgt 3 typer af cricket spillere, fra national champion og ned til universitet spillere. Cricket spillerne så på videoer af bowlere som kastede bolde. Efter hver video var endt skulle de forudsige hvilken type kast og hvor den ville lande. I nogle tilfælde blev videoen stoppet i det øjeblik kasteren havde sluppet bolden. I andre tilfælde fik de kun lov at se det første eller de to første skridt kasteren tog mens bolden stadig var i hans hånd. Elite cricket spillere klarede det meget bedre end de mindre trænede spillere. De kunne levere ret gode forudsigelser efter kun at have set et enkelt skridt, og hvis de fik lov at se helt frem til hvor kasteren slap bolden, forbedredes deres præcision dramatisk. De mindre trænede klarede det meget dårligere. Deres gæt ved kun at se første skridt, var nærmest kun gætterier, og deres forudsigelser blev kun forbedret hvis de fik lov at se indtil kasteren havde sluppet bolden og den var i luften. At forudsige resultatet af en opgave ser ud til at involvere de samme hjerne områder som atleten udvikler i praksis, hvilket forklarer hvorfor atleter ser ud til at klare sig bedre ved udfordringer som denne. I et andet men lignende studie fik en gruppe professionelle basketball spillere, scannet deres hjerne mens de så film med andre spillere, som bare kastede frikast. Nogle af filmene stoppede før bolden havde forladt spillerens hånd, andre stoppede først lige når bolden var sluppet. Testpersonerne skulle så forudsige om bolden gik gennem hoben eller ikke. De professionelle viste stor aktivitet i den del af hjernen som kontrollerer hånd- og arm musklerne. Men de utrænede var relativt rolige. Det så ud til at de professionelle spillere mentalt gennemgik de frie kast i deres hjerne, ved at bruge deres ekspertise til at gætte hvordan spillerne i filmen ville præstere. Kilde: Smiths Medical AB |
