- Medaljer ved Czech open 2013 - Bushi var tilstede med 8 kæmpere ved årets Czech Karate Open i Usti Nad Labem 100 km nord for Prag. Derudover var der 8 forældre med til at sørge for at alt kunne være optimalt for de unge mennesker. Turen foregik i 5 biler, da vi undervejs fik selskab af familien Schwartz Petersen Diaz fra Roskilde karateskole. Det var noget af en opgave at holde samling undervejs og det lykkedes os da også at køre hver sin vej omkring Berlin, men så mødtes vi igen lige ved den Tjekkiske grænse. Vi ankom til Prag ca. kl 22.00 og så ventede næste store udfordring, nemlig at finde hotellet. Efter en del omveje lykkedes det og vi kunne få indkvarteret os. Det blev lige til en sodavand eller Dark Beer inden alle gik trætte i seng. Stævnet skulle foregå i Usti Nad Labem, men Bushi delegationen havde valgt at bo i Prag og køre en lille times tid lørdag morgen til stævnet, således at kæmperne kunne oplade til stævnet med en lidt afslappet sightseeing fredag. Her blev det til et besøg på det kendte “Gule marked”, inden vi indtog Karlsbroen i centrum af Prag. Her blev frokosten indtaget i hyggelige omgivelser, inden vi skulle krydse broen. Halvvejs over broen fandt Daniel og Allan på at de ville have lavet en karikaturtegning. Det blev indledning til et rent tegneserieshow, da den valgte kunstner var utroligt dygtig, så flere fik lyst til at følge trop. Herefter var en del af delegationen blevet lidt slidte og de valgte at køre til hotellet og slappe lidt af, mens resten fortsatte turen igennem nogen af Prags mange attraktioner. Til aften mødtes vi igen og så skulle der findes et sted at spise aftensmaden. Desværre var det svært at finde en restaurant, så det endte med et besøg på restaurant “Den gyldne måge” |
- Troupen samlet - |
- Lørdag gik det så løs med karate, og det blev endnu en gang en succes for Bushi, idet det lykkedes at få hele 5 medaljer med hjem og det var langt mere end man havde turdet håbe på hjemmefra. 1 guld, 1 sølv og 3 bronze blev det til. Daniel Stauning vandt guld i drenge 13 år –60 kg efter 3 uhyggelig tætte kampe. Det var ekstremt svært at få scoringer ved stævnet og det sås tydeligt i Daniels gruppe. Således vandt Daniel sin første kamp 1-0 og de 2 næste blev 0-0 og dermed afgjort på flag. Men Daniel havde været overbevisende bedre end alle andre og det var derfor fuldt fortjent at han kunne få guldmedaljen om halsen. Emil Rosenstrøm vandt sølv i kateggorien drenge 11 år –35 kg efter at have kæmpet som en hvirvelvind. Emil angreb lystigt alle hans modstandere og til modsætning af Daniel fik kæmperne i denne gruppe masser af point. Emil viste alle hans bedste teknikker og vandt sikkert hans indledende kampe. I finalen blev Emil uheldigt ramt hårdt på kæben i kampens start og dette rystede den lille kæmper. Derfor fik han ikke rigtig gang i den karate han havde vist tidligere, så han tabte desværre og måtte tage til takke med sølvmedaljen. |
- Alexander dominerer med nedtagning - |
- Rasmus Mortensen, Alexander Derett og Andreas Scwartz vandt de 3 bronzemedaljer. De havde alle 3 tabt i deres semifinaler mod de senere vindere af deres respektive grupper. De viste alle 3 stor moralsk styrke efter deres ærgerlige nederlag og gik ind og vandt deres bronzekampe overbevisende. Ida Jensen, Tobias Backer og Laura Lyck havde ikke det afgørende held til at nå frem i medaljerne, men de gjorde det alle fremragende og viste at Bushi er godt på vej med næste generation af elitekæmpere. Søndag gik turen så hjemad igen og alle kunne istemme at det havde været en fremragende tur og alle er klar igen næste gang chancen byder sig. /j.m. |
- Visninger: 2303