­
BUSHI KARATE & COMBAT SPORT

- Borgmesterbesøg hos Bushi...

- Oprindeligt var planen at borgmester Kim Valentin skulle mødes med Bushis fem Europamestre og tre sølvmedaljetagere på Rådhuset, men den plan blev lavet om til en visit i træningslokalet på Skolegade tirsdag aften, da Borgmesteren gerne ville se de dygtige kæmpere i aktion.

Bushi imponerede jo stort ved det netop overståede SKIF Europamesterskab, der fandt sted i Hradec Kralove, Tjekkiet. Det blev i alt til fem guldmedaljer og tre af sølv til kæmperne fra Bushi i Helsinge.

SKIF er forkortelsen af Shotokan Karate-Do International Federation og er en paraply hvorunder karateklubber i Danmark samles. Shotokan er en særlig stilart inden for karate, som blev udviklet af Gichin Funakoshi på Okinawa, en øgruppe syd for Japan. Denne karate blev spredt til Japan i 1917, hvor den for første gang blev officielt demonstreret i Japan af  stifteren af stilarten "Shotokan" Funakoshi Gichin. I dag dyrkes Shotokan karate af flere millioner World Wide.

bushi visit em 2017 01- Borgmester Kim Valentin blev instrueret grundigt omkring rammerne for SKIF EM -

- I Hradec Kralove, som ligger 140 km. syd for Prag, viste de lokale kæmpere fra Gribskov, at stilarten lever i bedste velgående, og det var netop træningen der havde bragt klubbens kæmpere fremad som Borgmesteren gerne ville overvære – og sådan blev det.

Bushi’s kæmpere havde bla. også en stor del af æren for at  Danmark var den mest vindende nation ved SKIF Europamesterskaberne, her blev Sensei Erling Marcussen også tildelt guld for sin coachrolle sammen med resten af trænerstaben for Danmark.

bushi visit em 2017 02- Gruppefoto med blomster og diplomer sammen med Gribskovs Borgmester -
- Borgmester drys over træningen.
Det er ikke hverdagskost at den øverste politiske ledelse i Gribskov Kommune dukker op til træningen, så det var en velkommen overraskelse til kæmperne som alle fik overrakt en buket, sammen med et lamineret diplom for deres deltagelse og placering ved SKIF  Europamesterskaberne.

Forinden havde borgmesteren overværet en god halv times træning, sammen med Idrætskonsulent Susanne Jørgensen fra Gribskov Kommune, og klubbens mange kæmpere imponerede tydeligt borgmester Kim Valentin.

– "Jeg har fundet ud af at man ikke skal stille sig her i midten, så det lader jeg være med", lød det med et muntert smil fra Kom Valentin mens han vandrede ind over måtterne – vel at mærke på strømpefødder som det hører sig til.

Herefter fik deltagerne hver udleveret en buket blomster, samt deres laminerede bevis på deltagelse og placering ved SKIF Europamesterskaberne 2017, sammen med et godt solidt håndtryk af borgmesteren selv.

Bushi Helsinge’s store holdpokal blev ivrigt studeret under mødet mellem borgmester Kim Valentin og klubbens kæmpere. Både Sensei Erling Marcussen og Borgmester Kim Valentin glæder sig til at Bushi kan flytte ind i det nye Kampsportshus i Helsinge, det skulle meget gerne stå klar til indflytning i starten af august.

Besøget af borgmesteren vakte tydeligt glæde, ikke mindst den påskønnelse som borgmester Kim Valentin også gav udtryk for til kæmperne: – "Vi er stolte over jeres indsats og det er ikke noget vi bare siger, vi lægger mærke til jer og er i Gribskov Kommune stolte af unge sportsfolk som jer", sagde Kim Valentin bla.

/Text og billeder er venligst lånt af Allan Andersen, Netavisen Gribskov (Copyright)
­