- Doryuko Cup - 2019... - Bushi deltog d. 7. april 2019 med 3 friske piger til “Kaisen Doryoku Cup” i Kolding. Debutantpigerne Jazmin Krog, Sofia Møgelvang og Emilie Eriksen gjorde alle en flot indsats både i kata og kumite og der blev vundet to flotte sølvmedaljer til Bushi. Den første bushikæmper der gik på gulvet var Jazmin Krog i kata puljen U12 piger 10.-6. kyu. Jazmin leverede her to flotte Heian Yondan kataer med masser af viljestyrke og fokus, hvilket førte til en velfortjent sølvmedalje, der blev modtaget med et stort smil. Herudover deltog Jazmin også i kumite U12 piger -32kg, hvor hun desværre måtte se sig besejret af de andre i puljen, selvom hun på blot tre kampe udviklede sig en hel del. Den næste bushikæmper på gulvet var Sofia Møgelvang. Hun startede ud med at deltage i katapuljen U12 piger 5.-1. kyu, hvor hun trods god forberedelse og en masse fokus måtte se sig besejret af stærke modstandere. Senere på dagen stillede Sofia også op i kumite puljen U12 piger -32kg, hvor hun, med sit "Gå på mod" præsterede på højeste plan og nåede helt til finalen. I finalekampen måtte Sofia desværre se sig besejret 1-0 til en stærk kæmper fra sportskarate. Sofia kæmpede nogle seje kampe og vandt en super flot sølvmedalje. |
- Bushi debutanterne sammen med deres coach Malou Lind (foto: presse) - |
- Den sidste der stillede op fra Bushi var Emilie Eriksen. Hun startede ud med at stille op i katapuljen U14 piger 5-1 kyu, hvor hun trods nervøsiteten, formåede at bevare kontrollen og leverede to fine kataer. Det blev desværre ikke til nogen placering. Som den sidste bushikæmper i aktion stillede Emilie op i kumitepuljen U14 piger. På trods af, at hun først lige er begyndt at træne kumite, kæmpede hun nogle rigtig brave kampe og gav ikke op. Desværre blev det alligevel ikke til en placering for Emilie denne gang, men der er klart en lys kumite fremtid forude...! Alt i alt blev det til en god dag i Kolding med masser af målrettethed og fokus fra alle tre piger. /m.l. |