­
BUSHI KARATE & COMBAT SPORT

Rasmus tog guldet i det Jyske

- Bushi var i weekenden i Kolding med 5 kæmpere, for at deltage ved Kaizen Open 2013. Stævnet blev afholdt for anden gang og er et af de få stævner i Danmark, der kæmper for at blive stort internationalt. Der var deltagere fra 6 lande med i år, deriblandt en del at Tysklands bedste kæmpere. Som sædvanligt fristes man til at skrive kom Bushi’s kæmpere ikke tomhændet hjem, da det blev til en guld og en sølvmedalje i det jyske.

Tobias Backer var første mand på gulvet, og kæmpede en lidt rodet kamp, men vandt med cifrene 2-1. Næste kamp tabte Tobias desværre, da han forsøgte flere gangemed 2-point spark som ikke lykkedes helt. Tobias kom ikke med i "opsamlingsrunden" da hans modstander tabte i hans næste kamp.

Ida Jensen og Laura Lyck stillede op i samme pulje. Laura vandt sin første kamp, men måtte se sig besejret i næste kamp, til den senere finaledeltager, hvilket betød at Laura kom med i kampen om Bronzemedaljen. Her lykkedes det ikke at vinde første kamp, til trods for at hun ihærdigt forsøgte at hente sejren hjem med mange flotte spark.

Ida Jensen tabte sin første kamp til en bedre kæmper. Det skal nævnes at det er Ida`s første stævne i gruppen med de 12-årige piger.



-
Bushi’s kæmpere sammen med Erling Marcussen i dommertøjet -



- Andreas Schwartz sætter sin favorit teknik til 3 point
-



-
Rasmus` "Take-Down" til en 3-Point scoring i finalekampen -


- Rasmus Victor Mortensen vandt guldet i drenge under 14 års tungeste klasse, efter 3 flotte kampe. I første kamp mødte han en dansk kæmper fra Horsens. Kampen vandt Rasmus sikkert 4-0 eftersom han havde nærmest perfekte forhold til hans yndlingsvåben. Modstanderen gik aggressivt fremad mod Rasmus og da Rasmus har nogle af landets hurtigste hænder, var det bare at afvente at modstanderen kom tæt nok på til at han kunne sætte sine scoringer. I anden kamp ventede den 3 dobbelte tyske mester, så det ville blive en temmelig svær opgave. Rasmus gik koncentreret ind til kampen og kæmpede med en kløgt som sjældent ses i så ung en alder. Selvom tyskeren igen og igen prøvede at lokke Rasmus til at angribe, bevarede han hovedet koldt og ventede til den rette chance bød sig. Der skulle således gå næsten 2/3 dele af kampen før Rasmus satte kampens første scoring, igen med hans hænder og igen som kontra. Tyskeren prøvede herefter at udnytte hans størrelse og vægtfordel til at lave nedtagninger på Rasmus, men Rasmus overraskede ham ved rent faktisk at værre stærkere, således var det kun tyskeren der kom ned at ligge. Da Rasmus kom foran 2-0 sås det tydeligt at tyskeren resignerede og anerkendte nederlaget. I finalen ventede endnu en tysker, denne havde dog slet ikke samme klasse og Rasmus kunne igennem hele kampen nærmest gøre som det passede ham, blandt andet brillerede han med en perfekt udført nedtagning, uagtet at hans modstander vejede 15 kg. mere end Rasmus. 4-1 kom det endelige resultat til at lyde på og dermed sluttede Rasmus sit sidste stævne som “U14 kæmper” af med stil. Fra december skal Rasmus kæmpe i Kadet-Klassen, som er den klasse hvor en landsholdsplads kan blive aktuelt for den unge kæmper.

Andreas Schwartz vandt sølv i Kadet –63 kg klassen på en dag hvor han slet ikke følte sig i topform. Andreas viste at han besidder de egenskaber som gør en klassekæmper, og da hans favoritteknikker ikke rigtig fungerede optimalt, fandt han bare andre teknikker som var effektive. Han vandt sikkert hans første kamp 5-0 over en dansk kæmper og ligeså sikkert i anden kamp 4-0 over en kæmper fra Tyskland. Han var hermed klar til finalen mod endnu en dansk kæmper fra Greve. Greve kæmperne har et meget indgående kendskab til Andreas da deres daglige træner også er landstræner. Selvom Andreas kæmpede det bedste han kunne var det ikke nok og han måtte se sig besejret til sidst. Men det må siges at være en flot præstation, at vinde sølv på en dag hvor Andreas slet ikke følte det kørte for ham.

Bushi var også repræsenteret på dommersiden i Kolding, da Sensei Erling Marcussen var trukket i dommerstandens blå blazer. Det er ikke så tit det sker, men velvidende at han har et velfungerende hold af coaches og ledere til at sørge for kæmperne, kan han i denne rolle støtte op om den bedst mulige sportslige afvikling af de danske stævner.

/j.m.



-
Rasmus Mortensen som man bedst kender ham, øverst -

­